fredag den 9. januar 2009

Ting 16: Youtube på bloggen

De fleste har nok efterhånden stiftet bekendtskab med Youtube, om ikke andet så af navn. Denne gang skal vi lære, hvordan vi kan udnytte denne service på vores blog og tage skridtet fra statiske billeder til videoer.

Så tag et dyk ned i Youtubes enorme arkiver, find en video, du synes skal formidles ud til venner, kolleger og resten af verden, og læg den på din blog! Du finder vejledningen her.

Ting 15: Video podcasts

Vi har allerede lært, hvordan vi kan abonnere på alt muligt tekstmateriale via RSS-feeds. Men er internettet ikke som skabt til også at se TV og høre radio? Jo, det er det da!

Podcasts gør det muligt, at abonnere på lyd- og videoudsendelser på internettet, og se dem på PC'en eller overføre dem til en mobil afspiller. I denne uge handler det bl.a. om video podcasts, og hvordan vi kommer til at se dem på PC'en. Du finder vejledningen her!

tirsdag den 9. december 2008

Ting 14: Facebook

Facebook
Venner på nettet. Der findes mange populære vennesteder på nettet i dag. Vennesteder er et fælles begreb for sociale, brugerstyrede netsteder. Kendetegnende for denne type tjeneste er at de kræver engagement og interaktion fra brugerne. Det er på denne måde at tjenesterne vokser og udvikles. Måske skulle der komme en lille advarsel her, for det er så sjovt og spændende at man ofte helt glemmer tid og sted og bruger masser af tid. Vent og se! Facebook er én af de mest kendte og eksponerede for tiden og her boltrer både unge og ældre sig. Facebook kan bruges til at styrke kontakten med nuværende venner, genfinde gamle venner, som man havde mistet kontakten med og etablere helt nye venskaber. Man kan tilslutte sig eksisterende netværk og oprette nye. Dette er legepladsen for alle barnlige eller nysgerrige sjæle. Facebook har i øjeblikket mere end 100 millioner deltagere heraf over 700.000 danskere. Læs evt. på Wikipedia om Facebook. Hver deltager har sin egen konto hvor man kan se sig selv, sine venner og deres venner. På kontoen kan man lægge billeder ind og fortælle om sig selv. Facebook’s vigtigste funktion er at skabe netværk.


Sådan gør du for at oprette dig i Facebook: Oprettelse og log in. Facebook har adressen: http://www.facebook.com/ På forsiden bliver du mødt af en lille tilmeldingsformular som nedenstående. Her indtaster du nogle få oplysninger for at tilmelde dig. Vi foreslår at du bruger den gmail-konto, du har fra det tidligere 23 ting-forløb.
Klik på Tilmeld, indtast ordene i sikkerhedskontrolboksen og klik derefter på Tilmeld igen. Herefter skal du over i din mailboks og klikke på linket i den bekræftelsesmail, du har modtaget fra Facebook. Gennemgå herefter de 3 trin for at gøre din registrering færdig. Når du først er registreret som bruger, skal du efterfølgende hver gang logge ind med din e-mail samt den valgte adgangskode. På din e-mail vil du modtage en mail hver gang du f.eks. har fået en hilsen inde på Facebook. Lidt om at navigere i FacebookProfil: Her ligger dine profiloplysninger. Profilen kan redigeres og beriges med mange oplysninger. Skift mellem fanerne for at tilføje dine oplysninger. Hvis du er inde for at besøge andres konto, så vil et klik på Profil returnere dig til din egen konto. Når du navigerer rundt i Facebook vil feltet Applikationer følge dig. Applikationer er muligheder/ting/faciliteter du selv kan lægge ind. Du kan også få nye applikationer ved at blive inviteret af én af dine venner. I Facebook er der nogle grundapplikationer. Nedenfor ser du Billeder, Video, Grupper, Begivenheder og Noter som alle er grundapplikationer.
Vis dig med et billede. Når du er i gang med at lægge oplysninger ind om dig selv. Hvad så med et billede af dig selv? Har du sådan et, så prøv at uploade det. Det gør du ved at klikke på Profile ---> Overfør et profilbillede.Hvis du vælger ikke at ville lægge et billede af dig selv ind, er det også ok. Så vil du blive vist som et stort spørgsmålstegn i profilen. Man kan sagtens have billeder liggende på applikationen billeder - uden at have et billede på profilen.


Velkommen på FacebookDin e-mail indeholder en adressebog. Hvis du f.eks. bruger din Google e-mail, kan Facebook kontrollere om dine kontakter har en konto hos Facebook. Du vil få en liste og mulighed for straks at invitere dem du ønsker, til at blive dine venner. For at få en ven skal der foretages en invitation og en accept. Har du fået inviteret nogle venner? Ellers skynd dig at komme i gang!


Grupper - nye netværkDine interesser kan afspejle sig i din tilknytning til forskellige Grupper. I en sådan gruppe kan du diskutere med dem du har et interessefællesskab med og emnerne er brede. Politiske tilhørsforhold, web 2.0, 23 ting, bibliotekarer, my photos are mine, scor til kor - ja alt hvad hjertet begærer. Du kan selv oprette en gruppe. Men prøv i denne omgang at søge på emner der interesserer dig og bliv medlem af én af grupperne. Bliv eventuelt inspireret ved at kigge på dine venners grupper. Grupper finder du under Applikationer.


Leg videre. Nu skulle du gerne have fået lyst til selv at arbejde videre med Facebook. Se om der er sjove applikationer du kan finde hos vennerne, søg efter nye venner, opdater din profil, skriv på en af dine venners Væg, skriv en privat mail, læg din musikliste ind eller hvad du ellers finder sjovt.

torsdag den 4. december 2008

Ting 13: Flickr-gadget til din blog

En gadget er et lille program som du kan indsætte i din blog og andre steder. Gadgets bruges f. eks. til at vise vejret, billeder og personaliserede nyheder. Via din blog har du mulighed for meget enkelt at indsætte en gadget i din blog. Nogle gange støder du måske på ordet widget. En widget og en gadget er i bund og grund det samme og ordet bruges i flæng.

Se hvordan du gør her

Ting 12: Picasa

Har du af og til haft lyst til at rette op på skæve horisonter eller fjerne røde øjne på feriebillederne?
Det kan du gøre med det gratis program Picasa - som er rigtig nemt at bruge. Picasa supplerer Flickr på den måde at du her kan redigere og optimere billederne inden du uploader dem til Flickr eller f.eks. udprinter dem. Du kan også dele dem med andre.

Vejledningen finder du her.

Ting 11: Flickr

Har du haft lyst til at dele billeder fra familiefesten eller ferien med familien og vennerne?
Det og meget mere kan du med foto-delingssitet flickr.com! Her kan du finde alt, fra rystede partybilleder optaget med halvdårlige telefonkameraer til billeder i høj kvalitet hvad angår både komposition og teknik.
Du kan lægge billeder på sekunder efter at de er taget, og du kan kommentere dine egne og andres billeder så meget du vil.
Det at dele billeder på nettet har eksisteret siden 90'erne, men det er først efter at Flickr kom frem, at det er blevet den succes det er i dag. I løbet af de sidste år er Flickr blevet det hurtigst voksende foto-delingssite på nettet, og det er et af de første sites, der brugte "tags" (emneord) for at skabe sammenhæng mellem billederne og brugerne af sitet.



Vejledningen finder du her

mandag den 1. december 2008

ting 10: delicious

I denne uge skal vi lære et værktøj at kende som hjælper dig med at holde styr på dine bookmarks/bogmærker på en nem måde. Det ligger online hvilket betyder at lige meget hvilken computer du sidder ved har du adgang til dine bookmarks. Du kan også tagge dem så du nemmere kan finde dem igen.

Herudover er delicious et virkeligt godt søge værktøj, da du kan se andre som har bogmærket de samme sider som dig. Der er mange andre ting som delicious er god til - prøv dig frem. Vejledningen finder du her.